Cyklen løfter dig op mod himmelhvælvet og trykker dig ned i mudderet. En religiøs ydmygelse

16. Januar 2017 zur Übersicht

Artikel erschienen auf "jyllands-posten.dk" am 26.12.2016

Ein Artikel aus Dänemark über den Iron Curtain Trail

Von Markus Bernsen

I to nye bøger cykler en ung og en midaldrende forfatter gennem en kriseramt samtid og ind i sig selv. Mikael Jalving slipper bedre fra opgaven end Victor Boy Lindholm.

Foruden de velkendte ti bud lever Mikael Jalving også efter et ellevte: »Du må ikke misse din træning.« Det kunne måske lyde som noget fra en slanke- eller selvhjælpsbog, men er nærmest det modsatte: Jalving cykler nemlig hverken for at blive sund eller et bedre menneske, men for selve cyklingen. For selvforglemmelsen. For at mærke vejen og vinden og tiden, som går.

Så langt er der et idéfællesskab mellem JP-kommentatorens nye bog, ”Cykling er min kirke – en selvbesindelse”, og psykologen Svend Brinkmanns ”Ståsteder”, der udkom tidligere i år. Ligesom Brinkmann er Jalving træt af tidens nyttetænkning og opfordrer os i stedet til at genfinde glæden ved aktiviteter, der ikke tjener et klart defineret mål, men som måske netop derfor er en vigtig del af at være menneske.

Som han skriver: »På cyklen kan du blive den, du var, før moderniteten forvandlede dig til sit idealistiske og sentimentale monster. Cykling tilbyder selvbesindelse. På cyklen kan du holde uhyrerne på afstand og forberede dig mentalt på det ragnarok, der muligvis kommer, og en død, der venter alle, store som små.«

Der køres både på de indre linjer og på den store samfundsklinge: Jalving veksler borgerlig kulturkritik med reportage fra landevejene i Frankrig, Italien, Spanien, Sverige og Nordsjælland. Der er anekdoter om tidens største cykelryttere og betragtninger om livet som midaldrende dansk mand med to børn, fem cykler og folkeregisteradresse i Brønshøj.

Som Jalving skriver i prologen: »Jeg er i alt væsentligt bundet til min familie, min cykel og mit fædreland i akkurat denne rækkefølge.«

Dårlig kaffe og bare røve

Især beskrivelserne af træning og konkurrencer fænger. I den traditionsrige Arbejdernes Bicycle Klub er forfatteren politisk uenig med de andre medlemmer, som skændes om behovet for tøj og vinterskærme. Men på landevejene finder alle sammen om et herrefællesskab, som bliver holdt oppe af det frivillige foreningslivs orden og gensidige tillid. Vi hører om hierarkier og kodeks for samtaler på landevejene, og vi er med efter løbene, når historikeren, biologen, pædagogen og skorstensfejeren finder sammen om at drikke dårlig kaffe og klæde om med bare røve mellem de parkerede biler.

Mens flere af forfatterens betragtninger om kristne værdier og truslen fra radikal islam er hørt før, er hverdagsskildringen af livet som cykelmotionist og -missionær veloplagt og medrivende. Jalving er sjovere selskab, når han ser Tour de France med sin farmor i Sankt Klemens, end når han raser mod Peter Tudvad og »vor tids socialarbejdere, feminister og human ressource-medarbejdere.«

Derfor kan man også savne flere betragtninger over det afgørende hverdagsproblem, som alle cyklende familiefædre kæmper med, nemlig hvordan de dog skal finde tid til deres lidenskab. Medmindre man har råd til at holde fri, bliver cykling på et vist niveau en evig forhandling med familie og job og ofte en kilde til dårlig samvittighed. Jalving konkluderer, at »de gode koner forstår det eller accepterer det,« men meget mere hører vi ikke.

På trods af dette vil mange læsere kunne genkende skildringen af idrættens glæder og besværligheder. Ligesom de vil kunne beskrivelserne af den særlige ro, der kommer af at være i selskab med åndedræt og underlag i timevis ad gangen. For det er helt rigtigt set, når Mikael Jalving kalder sin cykel for en kirke, der både løfter ham op mod himmelhvælvet og trykker ham ned i mudderet. En religiøs ydmygelse. Som han konkluderer: »Jeg forbliver den samme, en synder på cykel.«

Definitionen på kedsomhed

Også for Victor Boy Lindholm kalder samtiden på cykling. I ”Stræk Tiden - Essays på cykel” følger vi den unge digter på cykelture gennem Europa, hvor han vil opleve flygtningekrisen på tæt hold. Det lykkes ikke rigtig, må han indrømme undervejs:

»Jeg havde en overfladisk forestilling om, at jeg, dette ene menneske kunne lære noget om flygtningekrisen ved at cykle til Sicilien. Jeg ville stå midt i historien, og dermed ville jeg være en del af en vigtig begivenhed. Jeg ville fylde mit liv med mening ved at være en del af den fortælling, der hedder historien. I virkeligheden var det adspredelse.«

Hvis Mikael Jalvings cykeltur er en midtvejskrise, er Lindholms en dannelsesrejse. Også her er cykling en form for meditation, der tvinger tankerne ud af hovedet og kroppen ud i verden:

»Cykling er kedeligt,« skriver han. »Der sker ikke noget, når man cykler. Du befinder dig i ét rum: gentagelsen. Gentagelsen er kedsomhedens definition.«

Der er fine, historiske afsnit, blandt andet fra The Iron Curtain Trail, som følger Europas Jerntæppe fra Barentshavet i nord til Det Sorte Hav i syd. Lindholm har et godt øje for sine omgivelser; blandt andet føles en trist fransk landsby som »én lang Springsteen-sang«.

Men forløsningen udebliver. Flygtningekrisen manifesterer sig aldrig, og da forfatteren får feber, køber han en togbillet og bliver hentet af sin far på stationen i Flensborg. Ikke at tiden har været spildt af den grund. Har man lært noget af de to forfattere, så må det være, at tiden aldrig er spildt, hvis man når at sidde i sadlen.

Markus Bernsen er Seoul-baseret journalist på Weekendavisen og forfatter til flere bøger samt singlen ”Fix - Anarki, zen og jagten på en ny cykelkultur”.